I SIDSTE UGE erklærede taskeproducenten Louis Vuitton, at firmaet havde droppet sit sagsanlæg mod den kunst-studerende Nadia Plesner.
Det betyder at Nadia Plesner nu 'slipper' med den udgift på 100.000 kroner, som sagen ind til videre har kostet hende i advokatsalærer.
LAD MIG LIGE genopfriske, hvad det er, sagen handler om: Nadia Plesner lancerede sidste år en T-shirt med et billede af en afpillet afrikaner, der står med en taske fra det hundedyre luksusmærke Louis Vuitton.
Nadia Plesners tanke var at påpege, hvor megen opmærksomhed vi ofrer på forbrug og livsstil, og hvor lidt tid vi ofrer på kriserne i den tredje verden.
Og så kunne hun samtidig skabe et overskud ved salget af sine T-shirts, det skulle gå til Darfur.
I DET GAMLE, hæderkronede, franske firma var man i oprør.
Deres eksklusive produkt med det karakteristisk svungne LV i selskab med en fattig neger!
En uhørt krænkelse som franskmændene sporenstregs hyrede en advokat til at få stoppet ved at kræve 1,5 millioner kroner af Plesner.
Selvfølgelig er mærkevarefirmaerne nødt til at beskytte sig mod kopi-pirater, der forsøger at score kassen på at kopiere de brands, som det har taget de originale producenter årevis – og bunker af penge – at bygge op.
Dertil er jeg helt med.
Men ligefrem at kræve, at man ikke må afbilde deres produkter eller overhovedet bruge dem som en kommentar, der må copyright-hysteriet simpelt hen stoppe.
HVAD MED ytringsfriheden? Vi har lige kæmpet indædt for, at man har ret til at bruge både biblen, koranen eller andre hellige skrifter i kunst, satire, eller hvor man nu skulle få lyst.
Men tasker fra Louis Vuitton?
Det er åbenbart så grov en krænkelse, at det bør straffes i form af tårnhøje advokatudgifter. Også selv om firmaet vakler på målstregen og trækker sig før en retssag.
JEG VED IKKE, om milliard-firmaet Louis Vuitton føler sig storsindet ved at have droppet sagsanlægget mod en studerende.
Jeg synes, de fremstår som et selvhøjtideligt og humorløst firma. Nogle af de egenskaber, jeg tåler dårligst ved mennesker; og de bliver ikke nemmere at leve med, fordi det er et taskefirma, der vælger at demonstrere dem i al offentlighed.
RESULTATET er, at Nadia Plesner har stoppet produktionen af sine støtte-T-shirts, så indtil videre er der ikke flere penge til Darfur.
Jeg var i forvejen nok ikke i Louis Vuittons målgruppe – men om det så var den sidste taske i verden, så vil jeg hellere slæbe mine ting rundt i bunden af Netto-pose end at blive sat i forbindelse med den usympatiske franske egoist-taske.
