det arabiske forår

Den udløsende faktor for det arabiske forår i 2010-2011 skete i Tunesien, da den unge grønthandler, Mohamed Bouazizi, satte ild til sig selv. De lokale demonstrationer spredte sig til et nationalt oprør i Tunesien, som førte til, at præsident Zine El Abedine Ben Ali forlod landet den 14. januar 2011 efter 24 år på magten.

I foråret 2011 blev der igangsat en demokratiseringsproces i landet. Processen ledte frem til valg til en ny forsamling, der havde til opgave at skrive en ny og demokratisk grundlov. Den blev efter mange vanskelige forløb vedtaget i januar 2014, og der blev efterfølgende afholdt demokratiske og frie præsident- og parlamentsvalg. Ved præsidentvalget i 2019 blev Kais Saied valgt som præsident. Efter en kaotisk politisk periode i 2019-2021, bl.a. på grund af Covid-19-pandemien, lukkede præsident Saied parlamentet og gav sig selv store magtbeføjelser. I de efterfølgende år stagnerede demokratiseringsprocessen, og Tunesien blev igen et politisk autoritært styret land.

De folkelige protester i Tunesien nåede via sociale medier og tv-kanaler befolkningerne i de øvrige arabiske lande, hvor tilsvarende folkelige og fredelige demonstrationer brød ud og i løbet af få uger voksede i omfang.

• Læs mere i Tunesiens historie fra 1881 og sociale forhold i Tunesien.

Algeriet var et af de første lande, hvor befolkningen fik kendskab til protesterne i nabolandet Tunesien. De første protester i Algeriet brød ud den 28. december 2010 og varede ved til 2012. Fra april 2011 blev der gennemført mindre lovændringer og reformer i et forsøg på at imødekomme demonstranternes krav. Nye oprør førte til, at præsident Abdelaziz Bouteflika trådte tilbage i april 2019 efter 20 år ved magten.

• Læs mere i Algeriets historie fra 1962.

I Jordan kom det til demonstrationer i januar 2011 med krav om, at regeringen skulle gå af. Flere af kravene blev imødekommet af kong Abdullah II, som i februar afsatte regeringen og indsatte en ny. Der blev desuden gennemført politiske reformer, der bl.a. skulle give borgerne større mulighed for deltagelse i beslutningsprocesser.

• Læs mere om Jordans historie.

Demonstrationer fandt sted i januar 2011 med krav om økonomiske forandringer, som dels blev efterkommet af sultan Qabus ibn Said, herunder øget magt til en valgt lovgivende forsamling.

• Læs mere om Omans historie.

I Saudi-Arabien var der mindre protester i januar 2011 bl.a. med krav om at styrke kvinders rettigheder. Kong Abdullah dæmmede op for protesterne med økonomiske tiltag og lokalvalg (uden stemmeret til kvinder) i september 2011.

• Læs mere om Saudi-Arabiens sociale forhold, køn og ligestilling i Saudi-Arabien og Saudi-Arabiens økonomi.

Oprøret i Yemen brød ud den 23. januar 2011. Protesterne blev til regulære kampe, som førte til, at præsident Ali Abdullah Saleh trådte tilbage den 27. februar 2012. Han havde da været præsident for det forenede Yemen i 22 år, og for Nordyemen fra 1978 til 1990. En transitionsperiode blev herefter iværksat, men houthi-bevægelsen, som var utilfredse med processen, voksede i styrke og tog med hjælp fra den tidligere præsident Saleh i 2014 kontrol over landets hovedstad. I 2025 kontrollerede de stadig hovedstaden og 60-70 % af den yeminitiske stats militære ressourcer.

• Læs mere om Yemens historie og Yemens historie efter 2011.

I Egypten begyndte oprøret med marcher, demonstrationer og civil modstand den 25. januar 2011 og resulterede i, at præsident Hosni Mubarak trådte tilbage den 11. februar 2011 efter 30 år ved magten.

Egypten oplevede en demokratiseringsproces umiddelbart efter 2011-oprøret. Efter en overgangsperiode med militærstyre, som blev mødt med nye demonstrationer i efteråret 2011, blev der afholdt demokratiske valg til en grundlovgivende forsamling i november/december 2011. I 2012 blev der afholdt præsidentvalg, som var det første demokratiske valg i Egyptens historie. Valget resulterede i, at Mohamed Morsi blev præsident. Han var kandidat for det islamistiske parti Muslim Brotherhood (Det muslimske broderskab), som inden oprøret havde oplevet voldsom undertrykkelse. Han mødte opbakning fra store dele af befolkningen, men der var også massive protester mod ham fra andre dele.

Efter bare et år som præsident gennemførte det egyptiske militær et kup og indsatte Abdel Fattah al-Sisi, der havde en militær-baggrund. Han har ledet Egypten siden da, formelt som præsident siden 2014. Den politiske demokratiseringsproces ophørte, og Egypten har siden 2012 igen været under et undertrykkende, autoritært regime.

• Læs mere om Egyptens historie.

I Irak samledes demonstranter i flere af de store byer den 12. februar. Protesterne varede ved resten af året.

• Læs mere om Iraks historie og Irakkrigen.

Oprøret i Bahrain begyndte med demonstrationer i flere byer den 14. februar 2011 med krav om demokratisering. Det blev ikke krævet, at kongen, Hamad ibn Isa al-Khalifa, skulle gå af, men at konstitutionelt monarki skulle indføres. Oprøret blev slået ned militært med hjælp fra en styrke på 1.000 soldater fra Saudi-Arabien.

• Læs mere om Bahrains nyere historie.

Den 16. februar 2011 udbrød oprøret i Libyen, og det udviklede sig til en borgerkrig, som sluttede den 20. september 2011, hvor landets leder gennem 42 år, Muammar Gaddafi, døde. I 2014 udbrød en ny borgerkrig, som formelt afsluttedes i 2020, men der er fortsat væbnede kampe i landet.

• Læs mere om Libyens historie og Den Libyske Borgerkrig.

I Marokko brød der demonstrationer ud i februar 2011 med krav om politiske reformer og en ny grundlov, som skulle mindske kong Muhammad 6.s magt. I juli 2011 blev der gennemført en række ændringer af grundloven for at imødekomme demonstranternes krav om demokratiske reformer.

• Læs mere om Marokkos historie fra 1912.

Den 27. februar 2011 brød demonstrationer ud i Beirut, hvor tusinder marcherede mod landets sekteriske styre. Kravene blev ikke indfriet, og protesterne medførte ingen nævneværdige politiske ændringer. Alligevel opfattes de som afgørende i landets nyere historie og udgør vigtige erfaringer for de sociale bevægelser, der siden har presset på for at få forandringer i Libanon.

• Læs mere om Libanons historie.

I Syrien brød de første protester ud den 18. marts i byen Daraa. Det skete efter, at en gruppe meget unge drenge var blevet fængslet for at have skrevet sloganet “Det er din tur, doktor” på en væg i byen. Referencen var til præsident Bashar al-Assad, som havde studeret til øjenlæge inden sit præsidentembede. Fængslingen udløste protester og demonstrationer i Deraa med voldsomme sammenstød mellem demonstranter og politi. Herfra bredte mobiliseringen sig til resten af landet.

Oprøret udviklede sig til en langvarig og blodig borgerkrig. I december 2024 faldt regimet efter en lynoffensiv under anførelse af den militante gruppe Hay’at Tahrir al-Sham, og Assad forlod landet. Han havde da været præsident i 24 år, og før ham havde hans far, Hafiz al-Assad, siddet på magten i 29 år fra 1971 til 2000.

• Læs mere om Syriens historie fra 600-tallet og borgerkrigen i Syrien.

Protester brød ud i sidste halvdel af 2011. Emir Sabah i Kuwait valgte en tilsvarende fremgangsmåde som i Saudi-Arabien: Han dæmpede protesterne ved at give alle borgere økonomiske tilskud, altså en form for borgerløn, samtidig med at der blev iværksat tiltag mod oppositionen.

• Læs mere om Kuwaits historie.

I 1999 og 2000 døde statsoverhovederne i Marokko, Jordan, Bahrain og Syrien, og alle steder overtog deres yngre sønner magten: I Marokko blev Mohamed 6. konge, i Jordan efterfulgte Abdullah 2. sin far, i Bahrain overtog Hamad bin Isa Al Khalifa titlen som emir, og i Syrien overtog Bashar al-Assad embedet som præsident efter sin fars død. Samtidig oplevede en række af de arabiske lande tilsyneladende reformer og liberaliseringer af økonomien og det politiske miljø fra slutningen af 1990’erne. Der blev også som noget nyt afholdt valg i flere lande, og selvom resultaterne overlegent faldt ud til de siddende regimers fordel, sås det som en ny åbning af de politiske sfærer.

Med baggrund i terrorangrebet på World Trade Center i 2001 og krigen mod terror fra 2003 skærpede USA og Europa deres krav om demokratisering og overgang fra statsledet til liberal økonomi. Blandt andet derfor forsøgte mange af de arabiske regimer at fremstå som demokratiserende.

Men udviklingen var dysfunktionel og er sidenhen blevet betegnet som ”facade-demokratisering”. Staterne kritiseredes for at imødekomme Vestens krav om reformer til gengæld for fortsatte økonomiske lån og støtte. Den økonomiske liberalisering og de politiske åbninger blev et værktøj til at tilgodese særlige og loyale eliter tæt omkring kongerne og præsidenterne. Disse eliter støttede til gengæld magthaverne og sikrede, at de kunne opretholde deres autokratiske magt.

Bag facaderne blev oppositionspartier og civilsamfundsorganisationer forbudt. Oppositionsledere og de tusindvis af borgere, som var aktive i partier, fagbevægelser og foreninger samt deres familier og partifæller blev undertrykt, overvåget, fængslet og udsat for tortur. Eller de oplevede chikane i form af, at de og deres familier ikke kunne få tilladelser til fx at bygge deres huse, ikke kunne få arbejde, ikke få importtilladelser, at deres børn blev udsat for vold fra lærere og ledere i skolen osv. Alt dette for at skræmme befolkningen til at rette ind.

Reelt var der i de arabiske lande således ikke politiske systemer, som tillod forskellig ideologi eller opposition, utilfredshed eller krav om medindflydelse og medbestemmelse.

Præsidentfamilierne særligt i Egypten, Syrien og Tunesien var kendt for at have beriget sig blandt andet gennem overtagelse af tidligere statsejede firmaer. Dette var blevet muliggjort af en liberalisering af økonomien med omfattende privatisering.

Privatiseringerne betød, at udbuddet af varer steg, men samtidig steg fødevarepriserne. Det skyldtes dels, at statsstøtten på fødevarer blev fjernet som et led i den økonomiske liberalisering; dels var det en konsekvens af den internationale fødevarekrise i 2008. Så den almindelige befolkning kunne se alle de nye varer, der kom på hylderne, mens de knapt havde råd til at købe mad i hverdagen.

Korruption og nepotisme var en central del af den dysfunktionelle økonomi på hverdagsniveau: politifolk skulle bestikkes i de mange daglige trafikkontroller, ansatte i den offentlige administration skulle ofte bestikkes for at opnå en tilladelse, og jobs og forfremmelser blev givet til venner og familie.

Derudover steg arbejdsløsheden, hvilket yderligere forværrede den enkeltes økonomiske og sociale situation.

De arabiske lande har generelt en ung befolkning, hvoraf cirka en tredjedel er mellem 15 og 30 år. I 1980’erne og 1990’erne havde mange arabiske lande sat ind på uddannelsesområdet, og det betød, at der var store årgange af højtuddannede unge. Imidlertid var arbejdsmarkedet ikke fulgt med, og de nye generationer af unge med universitetsuddannelser endte i udsigtsløs arbejdsløshed. Mange unge migrerede, nogle til Golfen, andre til Europa, i håb om jobmuligheder, der svarede til deres uddannelse

I Egypten dannede en række aktører i 2004 en koalition, kaldet kifaya, som betyder “nok”. Det, de havde fået nok af, var præsident Hosni Mubaraks enemagt og udsigten til, at han ville overdrage præsidentembedet til sin søn uden valg. De havde fået nok af politisk korruption og undertrykkelse, af sammenblandingen af politisk og økonomisk magt og af regimets brutale overtrædelser af menneskerettigheder. Bevægelsen mistede dog momentum ikke mindst på grund af manglende erfaring med politisk organisering.

I 2008 etableredes 6. april-bevægelsen, som primært bestod af unge aktivister og bloggere, der på de dengang nye sociale medier som Facebook, Twitter og Flickr rapporterede om strejker, om politirazziaer og deres eget arbejde. I 2009 havde bevægelsen mere end 70.000 aktive, primært unge og veluddannede.

Det var forbundet med stor fare at være blogger. De risikerede fængsel og tortur samt overvågning af både sig selv, familie og venner. Endnu en ny og mere folkeligt baseret bevægelse tog form i 2010 under sloganet ”we are all Khaled Said” med reference til den unge mand, Khaled Said, der døde i politiets varetægt på grund af politiets brug af fysisk vold og tortur.

I Tunesien udbrød der i 2008 omfattende protester, strejker og demonstrationer i minebyen Gafsa. De demonstrerende arbejdere blev mødt meget hårdt af politiet, som slog en ring om byen. Det lykkedes en enkelt journalist at indsamle filmmateriale og efterfølgende sende dette fra en London-baseret tv-kanal, og via satellittv fik han information ud til den brede, tunesiske befolkning. Samtidig var der generelt i samfundet en stigende uro og utilfredshed med præsident Ben Alis regime.

Den hårdhændede behandling af de demonstrerende minearbejdere og undertrykkelsen af øvrige aktører kom til at stå i yderligere kontrast til regimets og den økonomiske elites magt, da præsident Ben Ali i september 2010 erklærede sine hensigter om at ændre grundloven. Grundlovsændringen skulle sikre, at han kunne opstille som præsident for perioden 2014-2019. Få måneder senere, i december, brød de folkelige protester ud, der endte med, at Ben Ali og hans familie forlod landet.

Libanon er endnu et eksempel på et arabisk land, hvor der var forløbere til oprørene i 2011. I 2005 fandt folkelige protester sted, som krævede, at Syrien skulle afslutte sin besættelse, der havde varet siden 1976. Protesterne samlede over 25.000 mennesker på gaderne i hovedstaden Beirut og nåede alle de arabiske befolkninger via satellit-tv. Protesterne fik betydning, fordi de viste, at folkelige, fredelige oprør kunne føre til store, politiske forandringer.

TV havde imidlertid også en vigtig betydning. Særligt den arabiske satellitkanal al-Jazeera var vigtig, fordi den var uafhængig af statslig indblanding og dermed ukritisk og frit kunne bringe al information. Især i Tunesien kom al-Jazeeras dækning af oprøret til at stå i skarp kontrast til det statslige tv. Det statslige tv valgte i flere uger enten ikke at dække de voldsomme begivenheder i landet, eller det bragte taler med præsident Ben Ali, der forsøgte at forsikre befolkningen om, at alt var normalt, og der var ro og fred i landet. Nu kunne tuneserne skifte over til sociale medier eller al-Jazeera og se en helt anden, voldsom virkelighed, hvor sikkerhedsstyrkerne skød med skarpt på demonstranterne.

Al-Jazeeras dækning betød, at de enkelte oprør blev kendte kort efter, de var brudt ud. Samtidig blev de krav, demonstranterne stillede, udbredt til andre arabiske lande og kunne dermed være inspiration for andre befolkningers oprør og demonstrationer.

De sociale mediers rolle blev imidlertid særligt fremhævet, fordi de var nye, da de folkelige oprør brød ud. Eksempelvis var det landsdækkende mobile internet netop rullet ud i Tunesien sommeren inden oprøret, og teleselskaberne havde i konkurrence mod hinanden uddelt gratis sim-kort især til de unge. Dermed kunne de nemmere mobilisere sig og dele information om udviklingen med andre befolkningsgrupper.